Længe, længe, lææææænge har jeg ledt efter Baum- und Pferdgartens übercool leopard-cykelhjelm, som blev solgt for år tilbage til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Jeg har uge efter uge systematisk ledt Trendsales og DBA igennem, men har blot måttet konstatere, at den stort set aldrig kommer til salg... De få gange, jeg har set den sat til salg, er den blevet solgt for næsen af mig -øv!
Hver gang jeg har set nogen i bybilledet med cykelhjelmen, har jeg været fristet til at stoppe dem og spørge, om jeg ikke måtte købe deres cykelhjelm, men så synes jeg alligevel, at det ville være for flovt.
Jeg har også en enkelt gang set en cykel stå udenfor H&M, og hvad hang der lige der på styret? MIN cykelhjelm!!! Uh, hvor jeg var fristet til lige at snuppe den med, men jeg gjorde det naturligvis ikke. Jeg har ellers aldrig før følt mig fristet til at stjæle noget som helst, men nøøøøøøj hvor havde jeg lyst...!
Endelig en dag smilede lykken til mig, og jeg fandt den fantastiske cykelhjelm til salg på www.trendsales.dk, hvorefter jeg skyndte mig at slå til og fik den for den nette sum af 180,-. Jeg havde med glæde betalt det 5-dobbelte, men det fortalte jeg naturligvis ikke den i øvrigt super søde sælger.
Nu er jeg den lykkelige ejer af verdens flotteste cykelhjelm. Cykelhjelme er ellers sådan en lidt øv-ting, som man helst ville være foruden, rent stilmæssigt i hvert fald, men denne tilføjer jo lige lidt lækker leo til ens outfit! Og det kan man heldigvis altid bruge.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar